Hvad er en vågekone
Hvad er en vågekone?
En vågekone er en person, typisk en kvinde, der frivilligt sidder hos en døende person i de sidste timer eller dage af livet. Hendes rolle handler primært om at være til stede med sanserne, skabe tryghed og støtte både den døende og de pårørende. Det kan indebære at holde hånden, snakke lavmælt, hjælpe med praktiske ting som at brygge te eller bare lytte. I Danmark er det ofte en del af en frivillig tjeneste, som findes i kommuner som Thisted. Her trænes vågekoner – eller vågere – til at håndtere mødet med døden ydmygt og empatisk. Det er ikke en beskyttet titel, så enhver kan i princippet kalde sig vågekone. Men de fleste er knyttet til organiserede netværk som røde kors eller Ældresagen.
Hvor stammer ideen fra?
Ideen om at “våge” ved døden stammer fra gamle traditioner, hvor man holdt vagt over den døde krop. Det skete for at beskytte den mod onde ånder eller tyve, der kunne stjæle den. I angelsaksisk tid hed det “lich-wake” eller “like-wake”. Det stammer fra fra “lic”, der betyder lig, og det var en vigtig del af begravelsesritualer i de britiske øer. Med kristendommens indførelse tilføjtes bønner og velsignelser. Det udviklede sig til en social sammenkomst med mad og drikke. I dansk kontekst er vågekonen en moderne variant, der fokuserer på den levende døende snarere end liget. Den er inspireret af både nordiske og europæiske folkelige traditioner om dødevagten.
Hvornår opstod ideen om vågekoner og vågere?
Ideen om dødevagter stammer fra oldtiden. Det startede sandsynligvis i det 6. århundrede i Irland og de britiske øer, hvor det var en praktisk og spirituel beskyttelse af liget. Den specifikke rolle som “vågekone” (kvindelig vagt) har rødder i folkelige traditioner. Kvinder håndterede ofte pleje og ritualer omkring døden. I moderne dansk form opstod den som frivillig tjeneste i 1900-tallet. Vågekonen eller vågeren var inspireret af hospice-bevægelsen (grundlagt 1967 af Cicely Saunders i England), og er blevet mere udbredt siden 1980’erne i Danmark.
Findes der andre der gør det samme eller noget tilsvarende?
Ja, der findes mange tilsvarende praksisser verden over. De er ofte knyttet til kulturelle eller religiøse ritualer:
I vestlige kulturer: Hospice-videvolontører i Storbritannien, USA og Australien sidder hos terminale patienter, ligesom doulaer for døden (death doulas), der tilbyder emotionel og praktisk støtte.
Irsk/walisk tradition: “Gwylio’r corff” (at vogte liget), hvor venner og naboer holder vagt over kisten i hjemmet.
Jødisk tradition: “Shemira” eller “Shomer”, hvor nogen konstant vogter liget i de 24 timer før begravelsen for at vise respekt og afskrække ånder.
Mexicansk/haitisk: “Velorio” eller “lamay”, en flere dages vagt med bønner, mad og fællesskab.
Andre eksempler:
I Filippinerne holder familien vagt i 5-7 dage med åben kiste. I nogle afrikanske kulturer involverer det fællesskabsritualer med sang og dans.
Asien (f.eks. Japan): Mindre vagt, mere privat, Hurtig begravelse, fokus på forfædre, døden er mere privat.
Afrika (varierer): Fællesskabsvagt med ritualer -Dans og sang for at guide sjælen. Almindelig i mange stammer, men ikke alle
Disse varierer fra at fokusere på liget til den døende, men kerneidéen om nærvær og beskyttelse er fælles.
Får vågekoner betaling for deres arbejde?
De fleste vågekoner i Danmark arbejder frivilligt uden betaling De er en del af kommunale eller kirkelige tjenester. De modtager typisk træning og støtte, men ikke løn. Dog findes der private vågekoner, der kan hyres mod betaling. Det anbefales dog ikke altid, da det kan underminere den frivillige, tillidsbaserede natur. Det kaldes ofte vågetjenesten. I internationale sammenhænge kan death doulas eller professionelle hospice-støttepersoner få honorar. Ofte 500-2000 kr. pr. time afhængig af landet.
Er der kulturelle forskelle på hvor man finder en vågekone eller en våger?
Der er markante kulturelle forskelle i, hvor vågekoner eller lignende traditioner findes. Forskellene kan også ses på hvordan de praktiseres, hvilket afspejler forskellige syn på døden. I Danmark og Norden findes frivillige vågetjenester, der fokuserer på emotionel støtte til den døende. Som regel uden betaling, og de er almindelige i visse kommuner, men ikke universelle. I Irland og Skotland praktiseres “Irish wake”, en festlig vagt over liget med mad og sang. Det er en stærk, frivillig tradition, der ofte foregår i hjemmet. I USA og England er “wake” eller “visitation” en social sammenkomst med fokus på at se liget. Her kan frivillige eller betalte doulas deltage, og udbredelsen varierer afhængigt af religion. I jødiske samfund globalt er “shemira” en obligatorisk, frivillig vagt over liget, der udføres konstant i ortodokse kredse. I Mexiko og Latinamerika er “velorio” en udbredt, familiedrevet tradition med flere dages bøn og fest, uden betaling. I Asien, som f.eks. Japan, er vagter mindre udbredte og mere private, med fokus på hurtig begravelse og forfædrene. Betaling er sjælden. I Afrika varierer traditionerne, men mange stammer har frivillige fællesskabsvagter med dans og sang for at guide sjælen, dog ikke i alle kulturer.
Hvad er vågetjenesten?
Vågetjenesten er en frivillig tjeneste i Danmark, hvor trænede vågepersoner – ofte kaldet vågekoner – sidder hos terminale eller døende mennesker for at give emotionel støtte og tryghed i deres sidste tid.
De tydelige forskelle:
I vestlige, kristne kulturer er det ofte socialt og støttende. Mens døden i østlige eller muslimske traditioner er mere privat og hurtig (f.eks. begravelse inden 24 timer). I sekulære samfund som Danmark er det frivilligt og fleksibelt. I mere kollektive kulturer (f.eks. Filippinerne) er det obligatorisk fællesskab. Traditionen findes sjældnere i højteknologiske, individualistiske samfund, hvor hospitaler overtager plejen.